Search
Login
Guldbroen Minimize

Grundejerforeningen Ny Hvidovre står i dag med et af Hvidovres mest særprægede og næsten charmerende minder om en ikke så fjern fortid, hvor alting ikke var helt så demokratisk reguleret og retfærdigt som i dag.

GuldbroenDer er sikkert en del blandt medlemmerne, der end ikke har hørt om Guldbroen, hvor den ligger, eller hvad historien bag den og om den egentlig handler om. Det sidste spørgsmål er det letteste at besvare: Sagen om Guldbroen handler om alt andet end penge.

Men historien hører hjemme i den Klondykeperiode, hvor spekulanter på alle niveauer slog deres folder i Hvidovre. Da Ny Hvidovre blev stiftet og grundene udstykket i 1918 rasede Den første Verdenskrig på sit femte og sidste år, og store formuer var blevet både vundet og tabt af spekulanter og gullashbaroner i de år.

Der er lidt af tidens tone over den passus i salgsbetingelserne, hvor der som en selvfølge tales om kommende bropenge, der skal betales af parcelkøberne (Se artikel: Køb af parceller i havebyen Ny Hvidovre). Intet om hverken den vare, der skulle leveres af udstykningskonsortiet, eller den pris, som grundejerne skulle betale - eller hvor længe.

I. G. Schmidt var død i 1919, og hans enke stod i nogle år herefter som ejer, til hun blev afløst af "Interessentskabet Eriksminde og Stengården", i daglig tale kaldet "konsortiet".

Men da udstykningen var gennemført og salgsbetingelserne underskrevet, så var sagen klar. Der måtte en bro til, som kunne give adgang fra foreningen over Harrestrup Å til København, hvor grundejerne jo boede og arbejdede. Pointen var, at hvis ikke grundejerne havde adgang til deres egen bro, så måtte de helt op på den nuværende Hvidovrevej og op til Vigerslev Allé for at krydse åen.

Den logiske vej ad Elsborgvej eller Ulfsborgvej var nemlig lukket for foreningens medlemmer, fordi Grundejerforeningen Stengården ikke ville tillade andres færdsel på deres private veje.

Det var ret hurtigt uholdbart ikke at have egen forbindelse over åen, og konsortiet var naturligvis klar til at bygge en bro til grundejerne. Det ville lige så naturligt koste medlemmerne nogle penge, men fordelt på de mange grunde og over en evighed af år, så var det såmænd ikke så galt. I hvert tilfælde ikke så længe man savnede broen. Først senere fik man lejlighed til at regne på økonomien i projektet.

Konsortiet lod, som det var blevet lovet, en bro bygge over åen - i første omgang en spinkel træbro.

Problemet var ikke blot at få bygget en bro men også at få etableret vejforbindelsen fra broen til Vigerslevvej. Forholdet til udstykningskonsortiet blev i de første år af 1920-erne så belastet, også på grund af kloak- og vejsagerne, at det blev næsten fast kotume at grundejerforeningsbestyrelsens forbindelse med konsortiet foregik gennem en sagfører.

Vejen var i en urimelig dårlig stand, og først i løbet af foråret 1924 blev den anlagt i en tilstand, der var acceptabel.

I løbet af 1920-erne viklede grundejerforeningens medlemmer sig ind i en serie af sagsanlæg mod konsortiet om forsinkede og dårlige vejanlæg, om kloakanlæg og om skødeudstedelserne.

Selv om Ny Hvidovre var blevet splittet midt i 1920'erne, hvor Grundejerforeningen Eriksminde blev dannet som protest mod de dårlige vejforhold, som man ikke mente Ny Hvidovre gjorde nok for, så stod de to foreninger i perioder sammen i kampen mod konsortiets bro- og kloakafgifter.

Konsortiet var meget vel klar over, at broafgiften var en torn i øjet på foreningen, så i 1925 tilbød det, at medlemmerne kunne afløse afgiften ved at betale den årlige afgift 25 gange, dvs. 250 kr pr. parcel.

Vi kan bruge en sag mellem O.I. Nielsen på den ene side og enkefrue Thora Schmidt på den anden til på bedste vis at illustrere historien om "guldbroen".

Sagen startede den 21. marts 1920, da lokomotivfyrbøder Axel Hansen på afbetaling købte parcel nr. 156 af matr.nr. 13a (Eriksminde). Handelen skete mundligt, hvorpå køberen modtog en kvitteringsbog til afdragene.

Hansen overdrog siden rettighederne til Therkelsen og Nielsen, som så i 1927 ønskede at få skøde på grunden mod at betale restprisen på godt 500 kr. I den forbindelse blev de forelagt et krav om, at der i købekontrakten skulle stå, at parcellen årligt skulle betale 10 kr i bro- og vejafgift.

Det kunne de ikke forstå, for den afgift havde Hansen ikke sagt noget om. Afgiften var ikke tinglyst på ejendommen, og den eneste mulighed for, at der oprindelig havde været nævnt noget om bropengene var, at Hansen på bagsiden af et kort over udstykningen i forbindelse med købet kunne have set sætningen: "Der vil blive paalagt hver Lodsejer en Broafgift".

På den baggrund anlagde de to lokomotivfyrbødere altså sag ved domstolene, og i 1927 fastslog Østre Landsret, at enkefru Thora Schmidt skulle betale sagens omkostninger og udlevere skøde uden betingelsen om bropenge mod betaling af restsummen.

Det var for parcelejerne en glimrende afgørelse, der blot havde den hage, at den blev anket til Højesteret, der viste sig at være af en anden mening.

I Højesteret fæstnede man sig netop ved det pågældende kort og ved, at køberen i forbindelse med købet havde skrevet under på, at have læst en købekontraktsblanket, hvor forpligtelsen til at betale bro- og vejafgift blev nævnt. Det var altså købernes egen skyld, at de ikke havde sat sig ind i købsbetingelserne.

Så den øverste retsinstans bestemte, at bropengene skulle betales, og ydermere skulle de to lokomotivfyrbødere nu betale 500 kr i sagsomkostninger til enkefru Thora Schmidts bo. Dommen meddelte intet om, hvorvidt bropengene skulle betales i en årrække eller til evig tid!

Det skulle siden komme til endnu en sag ved Højesteret, som gav samme resultat, og for at komme ud af det, indgik Ny Hvidovre i sidste ende af 1943 et forlig, hvorefter broafgiften blev afløst ved et engangsbeløb. I denne forbindelse overtog Ny Hvidovre konsortiets veje og kloaker.

Det charmerende ved denne sag ligger i, at der i dag 75 år efter foreningens stiftelse stadig er parcelejere, der betaler broafgift til konsortiets "guldbro", der som bekendt forlængst er forsvundet og erstattet af en offentlig bro.

I alt er der fem parceller, der endnu ikke har ønsket at afløse den gamle afgift med et éngangsbeløb. Den dag, det sker, er der et stykke historie, der forsvinder, og ingen vil så huske "Guldbroen", der i mange år var konsortiets guldgrube, og som gav beskæftigelse til adskillige sagførere i længere tid.

Hele sagen om "Guldbroen" fortjener engang at blive skrevet, så alle finurlighederne, de juridiske krøller og de mange involverede personer kommer med.

Print  
Grundejerforeningen Ny Hvidovre | CVR 32114814 | Danske Bank kto. 3358-082734 Terms Of UsePrivacy Statement